START    INTRO    FIKTION    DOKUMENTAR   PRESSE   ANDET   ARTIKLER   CREDITS
 
 

EN BOOMSVINGERS BEKENDELSER

Franz i Kulhuse, 1958
Franz i Kulhuse, 1958
En kold, grå og blæsende septemberdag i Kulhuse ved Isefjorden blev det omsider virkelighed. Jeg havde drømt om det i mange år, at være med på en rigtig, vaskeægte, professionel filmoptagelse. I juni på Engvej i Odense havde jeg fået studenterhuen på, og jeg var netop kommet til København og havde lejet et værelse i Amaliegade nær selveste Amalienborg - omend i en baggård. Nu begyndte eventyret. Nu var jeg for første gang helt på egen hånd i den kogende og boblende hovedstad, som jeg med glubende appetit gennemtrawlede på kryds og tværs på min røde cykel for at fravriste den alle dens hemmeligheder. Men film var nu det allerstærkeste, man kunne opleve. Film var forelskelserne, drømmene og idolerne fra barndommens og teenageårenes fynske biografer, mit helt store idol i de år var James Dean, og den store identifikation hans rolle i "Vildt blod"/"Rebel Without a Cause". Ligesom Jimmy var jeg oprørsk mod alt det småborgerlige, tæmmede og forsigtige. Den store skræk var at kede sig, og det havde man rig lejlighed til der i 1950'erne i Odense, skal jeg hilse og sige. Men samtidig med det oprørske var jeg uden tvivl også pæn, artig og stræbsom. Jeg var vårgrøn bag ørerne og vidste endnu ikke, at drømme og virkelighed er to vidt forskellige ting, der ikke så tit har noget med hinanden at gøre, og at det iøvrigt koster masser af besværligheder og knubs at fabrikere drømme på film.

Vandet var iskoldt her langt henne i september, men det var en badescene, der foregik en varm dag i august, hvor Birgitte Federspiel skulle kaste sig i det blå hav, overgiven og forelsket i Preben Lerdorff Rye - egentlig et umage par, fru Federspiel smuk, stilfuld, sofistikeret og hemmelighedsfuld, Lerdorff Rye med statur og væsen som en kantet, stiv og melankolsk sømand. Men de var altså filmens elskende par på en noget anden måde end James Dean og den poetiske drømmekvinde Natalie Wood i "Vildt blod". At de blev valgt havde nok også at gøre med, at de var bærende kræfter i Dreyers "Ordet", der blev lavet få år tidligere. Efter hver optagelse blev Birgitte Federspiel tænderklaprende frotteret af sminkøsen - og så måtte hun ud i de isnende bølger igen. Rå virkelighed. Men hun gennemførte uden at kny, instruktøren var glad og tilfreds bagefter, og instruktørens mening var stort set lig med selve sandheden, i hvert fald når han hed Johan Jacobsen og havde lavet en lang stribe højt roste film - i hvert fald de fleste af dem - op gennem 30erne, 40erne og 50erne.

Få dage før var jeg blevet kaldt til samtale på Flamingo Studiet i Nærum med producenten Annelise Hovmand, som samtidig var en af tidens mest respekterede instruktører og gift med Johan Jacobsen. Hun var en af de kendte og smuk og mondæn og havde en yorkshireterrier med på kontoret med rød sløjfe i håret. Jeg havde aldrig set noget lignende før og var beæret og sitrende nervøs. Men fru Hovmand var overraskende venlig og imødekommende, og jeg blev ansat som assistent for den navnkundige tonemester Ras (Erik Rasmussen), en yderst erfaren fagmand, netop hjemkommet fra Hollywood med de seneste tonemesterfifs. Ras var en stilfærdig og sirlig mand, men pertentlig og krævende, og det var med hjertet i livet, når jeg skulle styre boom og mikrofon så tæt på billedets overkant som muligt uden at komme ned i afskæringen. Og så foran alle de etablerede og kendte mennesker. Det var jo professionelle folk, fx havde den rødhårede scriptgirl Champus (udtaltes sjampus med tryk på sidste stavelse) arbejdet på flere franske film i Paris. De fleste gange gik det nogenlunde for mig med at styre mikrofonen, men når den af og til kom ned i billedet, var jeg stensikker på en skideballe fra Johan Jacobsen, der havde et voldsomt temperament, som han slap løs flere gange om dagen. Og bagefter en lavmælt belæring fra den sagtmodige Ras. Dér i de autoritære 50ere var filmfolk - og da specielt lydfolk - ydmyge mennesker. Det var en del år både før ungdomsoprøret bølgede, Filmskolen startede og Filmarbejderforeningen blev dannet, og siden da var filmbranchen, som man måske vil vide, ikke længere den samme.

Johan Jacobsen havde stor vitalitet, stor autoritet og et stort sind. Han var en omsorgsfuld enehersker. Alle kunne blive bange for ham, for han var altid hensynsløst og nådesløst engageret i at få det bedst mulige ud af scenen, både hvad angår skuespillernes præstationer og billedfortællingen. Han var altid på jagt efter nye løsninger, efter at opfinde nye måder at sætte lys eller bevæge kameraet på. Han pressede folk til det yderste, nogle gange overtog han simpelthen kameraarbejdet fra den noget blege og anonyme svenske fotograf Borglund, men når en scene var godt i kassen, tilbød han os alle en sjat af sit yndlingshårvand, vi skulle ligesom ham selv massere det ind i hårbunden, så det rigtig bed og kradsede og gav ny energi. Eller på vej hjem fra udebilleder i Kulhuse kunne han standse sit enorme dollargrin foran Slotskroen i Jægerspris og byde hele holdet på en whisky. Han var en faderskikkelse for sit hold, både krævende og givende.

Når tømreren Holger, en dybt selvusikker og fuldstændig underspillet superhåndværker, der kunne klare alle uventede tømrerproblemer, altid med blød hat på ude og inde og altid skarlagensrød i ansigtet, når Holger af og til forsvandt ud i byen med en depression og en kæp i øret, så var Jacobsen der, han havde ansvaret, og så støvede han selv ud i byens nat sammen med Fellow, den allestedsnærværende altmuligmand og trofaste væbner, og fandt en forkommen Holger, der så fik en dag til at sove den ud i, før næste dekoration skulle op at stå. Fellow var ansvarligheden selv incarneret i en lille tæt, velbygget krop, og han var heller ikke bleg for at invitere holdets grønneste og lavest placerede medlem fra Fyn hjem på middag hos familien, når det kneb med pengene, og ensomheden trængte sig på i Amaliegade.

En dag kom den undselige bogholder listende ind på scenen i Nærum mellem to optagelser, og Jacobsen fulgte hastigt med ham ud på kontoret, der kun var adskilt fra scenen med en tynd trævæg - hele studiet var bygget i træ som et forvokset sommerhus - så alle på scenen kunne høre hvert ord, han brølede ind i røret til en biografdirektør inde i byen, der ville tage Jacobsens seneste film af plakaten. Der var musestille på scenen, alle stod fastfrosset i deres stillinger, her var der virkelig noget på højkant. Til sidst fik Jacobsen tydeligvis overbevist biografmanden om, at det ville være uforsvarligt over for dansk filmkunst at tage filmen af, for Jacobsen kom tilfreds tilbage, og alle kunne begynde at fungere og arbejde igen, omend noget rystede. Jacobsen selv var usædvanlig mild og veloplagt.

Manuskriptet var skrevet af Finn Methling, der næsten hver dag kom efter optagelserne med sin vældige grå bølge i håret og så prøver. Methling var en flink mand, der altid gav sig tid til at tale med yngstemanden - hvad han så egentlig har kunnet sige til en lille naiv og genert fyr fra Fyn, men han kunne jo det der med replikkerne. Det var mig, der kørte prøverne på den store kinomaskine og baksede med at indstille kullene nøjagtigt, så at de knitrede og sydede og sendte det rigtige lys gennem strimlen. Og så var der billedskarpheden. Jacobsen var hurtig til at kommandere "Skarphed!" fra salen, hvis jeg ikke havde ramt den præcist. Jeg lærte snart, at skarphed er et nøglebegreb, når man laver film.

Min løn var begynderløn, så der var sjældent råd til frokost. Men hjælpsomheden var stor. Snart stod der hver frokost i kantinen nogle madder uden afsender. De viste sig senere at være fra Birgitte Federspiel og Preben Lerdorff Rye. De to stjerner var altid venlige, milde og nærmest omsorgsfulde.

Også fotografassistenten kom mig til undsætning. Han var kommet til landet fra Ungarn under opstanden i 1956, talte næsten fejlfrit dansk med accent, var en høj flot fyr med kortbølget sort hår, kaldte sig Johnny Taylor, kom sammen med en fotomodel og elskede i det hele taget materialismen og livsstilen i Vesteuropa. Johnny var rebelsk, magelig - og underdanig over for Johan Jacobsen. Han signalerede i stedet sit oprør ved altid at gå med sort strikkehue trukket ned i panden, ude og inde, hvad der var sært og usædvanligt dengang. Han var holdets syndebuk, Jacobsen var ustandselig efter ham, fordi han ikke lige havde fået målt afstanden til skuespillernes næsetip hurtigt nok med sit målebånd i læderetuiet med den hule lyd. Han var altid sidste mand klar på settet, gang på gang stod hele holdet og ventede på, at han befippet og forvirret skulle komme løbende med den kassette, han i første omgang havde glemt at lægge film i, mens Jacobsen så tavst ildevarslende på ham. Johnny kendte også til at være sulten, så vi to så hver anden dag vores snit til at købe stort ind hos Nærumslagteren - Johnny betalte - og så låse os inde i mørkekammeret, hvor ingen bare kunne komme brasende ind, og når der så blev kaldt på os og banket på, skulle vi lige være færdige med at lægge film i kassetterne, hvad der gav os tid til at tygge af munden. Iøvrigt var Johnny en fartglad motorcyklist, og når han gav maskinen gas ind ad motorvejen til byen, sad jeg tit bag på med armene om hans liv og en usikker fornemmelse i de flade sving, for hvis der nu var grus på vejen.

I studiet var der monteret en rulleboom på overkanten af dekorationen, så at boommanden med et håndsving kunne køre den store, tunge og kostbare Neumannmikrofon længere ud og skråt ned mod skuespillerne. En dag faldt jeg simpelthen i søvn på min plads deroppe. Hånden faldt fra håndsvinget, og Neumannen sejlede midt ned i hovedet på Preben Lerdorff Rye i et nærbillede i en følsom dialog med Birgitte Federspiel - midt under en optagelse. Johan Jacobsen for op og råbte. Jeg vågnede med et sæt og luskede ned på scenen for at få min skideballe, angst og sikker på at blive fyret. Men Jacobsen havde en svaghed for den svageste. Han tæmmede hurtigt sit raseri og kunne egentlig godt forstå, at man kunne blive træt i varmen fra projektørerne deroppe. Så jeg slap med skrækken og en formaning.

Filmen hed "En fremmed banker på", den var i sort/hvid og en dyster kærlighedshistorie. En kvinde har isoleret sig efter at hendes elskede, en modstandsmand, blev skudt, men en hemmelighedsfuld fremmed på flugt dukker op ved hendes ensomme dystre sommerhus, som mågerne svæver skrigende hen over. Mågernes og vibernes skrig gik igennem hele filmen, og det var en pointe, at vibernes sang dannede første stavelse i kvindes navn: Vi-ibeke. Én af filmens replikker kører den dag i dag i reprise i mit indre øre. Kvinden spørger, hvad manden vil have til frokost, og svaret markerer hans følelsesmæssige optøning over for kvinden. Det lyder: "Jeg vil have det hele!" og blev sagt med Lerdorff Ryes vemodige tonefald, som ikke ligefrem bobler af livsglæde, og så hans helt forunderlige diktion, som generationer af skuespillere siden har parodieret.

Midt under et samleje opdager kvinden, at den fremmede er identisk med hendes kærestes nazistiske morder. Den scene var den første realistiske samlejescene i dansk film. Vi er i 1958. Ikke underligt, at alle bævede, da den skulle i kassen. Også boomsvingeren fra Fyn, der ikke havde så forfærdelig mange erfaringer med sex, og slet ikke sammen med 20 mennesker. Johan Jacobsens ambitioner med scenen var store. Det var den centrale scene i filmen. Hvordan beskrive kvindens chokerende indsigt midt under kærlighedsakten? Der skulle være en særlig flimrende glorie på loftet bag hendes hovede, mens han lå på ryggen, og hun red på ham. Der var mange eksperimenter, indtil løsningen blev fundet: en spot på en filmdåse med vand, der blev vippet frem og tilbage, ikke for meget og ikke for lidt. Og så skulle kameraet i sandhedens øjeblik dreje rundt om sin egen akse. Yderst vanskeligt, formentlig aldrig før prøvet i dansk film. Johan Jacobsen overtog kameraet fra fotografen. Det blev placeret på en sækkevogn, som den mest betroede mand på holdet, Svend, styrede så at kameraet drejede rundt, som det skulle, billedet roterede svimlende, og op blev ned, og ned blev op. Svend hed Bregenborg til efternavn og var belysningsmester og Jacobsens yndling, altid tjekket, altid besindig, altid parat med en løsning på de mest uventede problemer.

Heller ikke lyden var så ligetil at lave. På grund af kameraets vinkel opad mod Federspiel kunne mikrofonen ikke som sædvanlig være oven over hendes hovede. Det endte med, at jeg måtte ind at ligge under sengen og håndholde mikrofonen op mod hende. Der var ikke megen plads under den lave seng, så jeg fik en helt usædvanlig oplevelse, da filmstjernerne lå direkte oven på mig med kun en tynd madras imellem - og så ellers begyndte at arbejde. Dether var helt andre roller, end da Birgitte Federspiel lå lig i "Ordet", og Lerdorff Rye genopvakte hende. Samtidig med postyret skulle jeg koncentrere mig om at holde mikrofonen tæt på men uden for billedkanten. Sådan noget havde jeg ikke oplevet før - og det har jeg vel heller ikke siden. Mellem optagelserne rakte Birgitte Federspiel hånden ned, strøg mig på kinden og sagde med sin dæmpede, mørke, indtrængende stemme: "Stakkels lille De. Det må da gøre ondt". Men problemet var nu lidt mere sammensat.

Og så var der den gang med udendørsboomen. Den havde en massiv cementblok som modvægt, og uden at se mig ordentligt for svingede jeg den så hurtigt og uventet, at den ramte Johan Jacobsen i nakken, og han måtte bide i græsset dér midt i Kulhuse. 1000 ulykker! Faderen og kongen nede til tælling på grund af mig! Men også dér slap jeg med skrækken. Han vågnede så langsomt op, at han simpelthen ikke havde nærværet, før vreden var dampet af.

Desværre kom Johan Jacobsen efterhånden i økonomiske vanskeligheder. Hans film trak ikke tilskuere nok. Til sidst gik han fallit. Han nåede at instruere 25 spillefilm og producere flere af dem. I 70'erne endte han som uniformsklædt chauffør for Simon Spies, der vel har haft sit trip på at kunne kommandere med en af landets bedste instruktører. Sådan er virkeligheden så lunefuld og rå. Og Jacobsen var hverken den første eller sidste instruktør, der tog den tur. Den er nok mere reglen end undtagelsen for faget, stor eller mindre stor instruktør.

Kulhuse filmhold 1958
Filmhold i Kulhuse 1958
Nærum og Kulhuse 1958. Flamingo Studiet. Johan Jacobsen, Lerdorff Rye, Birgitte Federspiel, Annelise Hovmand, Ras, Fellow, Finn Methling, Johnny Taylor, Svend Bregenborg, Borglund, Holger med hatten og den rødhårede scriptgirl Champus. Jeg sender jer alle en varm og måske lidt sentimental hilsen. Tak fordi I tog godt imod en naiv provinsdreng med syngende dialekt. Tak for alt det, I forsøgte at lære mig. Skarphed fx. De fleste af jer lever nok ikke mere. Måske får I min hilsen alligevel, vi var jo dog en familie en gang - i hvert fald i nogle måneder. Sådan som det jo heldigvis er med de fleste film og filmhold. Jo, Annelise Hovmand vil nok få denne hilsen. Annelise, som en del år senere var pioner i arbejdet for at gøre instruktørfaget lidt mindre økonomisk farefuldt ved som den første at sætte fokus på instruktørernes pengemæssige rettigheder til de film, de laver. De rettigheder kunne Johan Jacobsen godt have brugt i sine seneste år. Men alt det er en helt anden - omend lige så dramatisk - historie.

Jeg har aldrig set den færdige film. Der er en indre modstand. Jeg er ikke rigtig interesseret i at få rodet op i de gamle billeder nede i kisten. Drømmene om dengang skal ikke ødelægges. Dem kan jeg ikke undvære.